Arrangementer for beboerne i Gassehaven

Arrangementerne annonceres ca. 2-3 uger forinden via mail og hjemmeside. Bestyrelsen er altid glad for en hjælpende hånd til arrangementerne.

Der er hvert år tre faste sociale arrangementer, der organiseres af bestyrelsen. Derudover holdes Halloween, loppemarked og uformelle fællesspisninger arrangeret af frivillige.

Fastelavn

Søndagen før fastelavnsmandag holdes fastelavnsfest i Gassehaven med udklædning og tøndeslagning for børnene. Vi holder det afhængigt af vejret, enten ved den store legeplads eller ved bordtennisskuret. Traktementet byder derudover på fastelavnsboller, slik og drikke til både børn og voksne.

Sankt Hans Fest

Sankt Hans fejres i Gassehaven med fællesspisning og bål. På år, hvor dagen falder i eller op til en weekend, sørger foreningen for opstilling af telt, borde og stole, velkomstdrinks og lidt sødt til kaffen. Deltagerne medbringer hver især mad til den store fælles buffet. Efter spisning, og når mørket falder på, tændes bålet. I tilfælde af kraftig blæst eller tørke kan det blive nødvendigt at aflyse båltændingen.

Juletræstænding

1. søndag i advent kl. 16.00 tændes Gassehavens juletræ på plænen ved indkørslen til Gassehaven. Vi synger julen ind, og der serveres lidt varmt at drikke og juleguf for børn og voksne. (Tak for lån af billedet til Gitte, GH 8)

Genveje